For ikke så længe siden var Zimbabwe i nyhederne af alle de forkerte årsager. Politisk ustabilitet, en statsstøttet klassekamp langs racemæssige linjer og hyperinflation var alt sammen forudsætningerne for et land i opløsning.
Spol frem til i dag, og billedet er fuldstændig modsat. Der er politisk stabilitet i landet med tilbagevenden af det repræsentative demokrati, samfundet er mindre splittet, end det var på sit højeste, og økonomien er vendt tilbage.
Selvom politik og sociologi ikke er vores kompetencer, er det interessant, at efter at have ramt 800 %+ årlig inflation i 2020, landet blev netop rost af Verdensbanken for et stærkt opsving i grundlæggende økonomiske fundamentals.
For at finde ud af, hvordan Zimbabwe opnåede dette, tager vi et dybt dyk ned i alt makroøkonomi i et forsøg på at lære mere.
1. De tabte år – 1997-2009
1.1 Ydmyg begyndelse
– Zimbabwe – BNP-væksttendens
Zimbabwe, tidligere Rhodesia, er et indlandsstat land i det sydlige Afrika, der opnåede flertalsstyre i 1980 efter en lang borgerkrig mellem det herskende hvide mindretal og den sorte majoritetsbefolkning.
Lancaster House-aftalen, som afsluttede krigen, overførte magten til sort flertalsstyre, mens rettighederne til frihed for de hvide godsejere blev bevaret, der som generationsbeboere identificerede sig selv som afrikanere og valgte ikke at vende tilbage til Storbritannien.
I de næste 17 år nød landet relativ stabilitet fra et politisk og socialt perspektiv, selvom økonomiske boom- og bustecyklusser fortsatte, hvilket er almindeligt for udviklingslande med stor afhængighed af primære goder. Internationale priser på mineraler og afgrøder dikterede således landets relative økonomiske præstation eller den tilbagevendende tørke, der ville hæmme fødevareproduktionen alvorligt.
1.2. Sort november 1997
I november 1997 efter en alvorlig aktiemarkedet styrt, smittede det svage økonomiske fodaftryk ud i massiv civil uro. Nøgle blandt dem, der strejkede mod alvorlige økonomiske vanskeligheder, var veteranerne fra landets borgerkrig.
Det er vigtigt at nævne her, at på dette tidspunkt havde den daværende præsident, hr. Robert Mugabe, været ved magten i 17 år. Som den formelle oprørsleder, der havde kæmpet på slagmarken og opnået den politiske løsning, der førte til flertalsstyre, var han en meget respekteret skikkelse.
Under hans ledelse havde krigsveteranerne opgivet våbnene, og der blev gjort en betydelig indsats for at reintegrere dem i det økonomiske apparat, men med begrænset succes landets ressourcer taget i betragtning.
Det var dengang fra en svaghedsposition og en opfattet trussel fra sin egen magtbase, at præsident Mugabe annoncerede en økonomisk bistandsprogram for at formilde krigsveteranerne. Det eneste problem var, at programmet ville koste 3 % af BNP i form af en engangsbonus!
1.3 Besværligt 98 & 99
Landet havde ikke midlerne til bonusudbetalingen. De forsøgte først at hæve samme gennem en afgift, som erhvervslivet modarbejdede voldsomt.
Dernæst begyndte de at låne, hvilket lagde pres på den zimbabwiske dollar. Landets finanser fortsatte med at blive drænet, da det i 1998 deltog i en multinationskampagne for den anden congolesiske krig. 1999 bragte tørke og officiel misligholdelse af statsgældsforpligtelser.
1.4. Landreform
Med det økonomiske sammenbrud, der bar ned og antydede enorme politiske omvæltninger, afledte regeringen massernes opmærksomhed ved at indlede en jordreformlov, hvorved jord, der var i besiddelse af hvide bosættere, skulle omfordeles til sorte bønder. Masseuroligheder fulgte, med hvide bosættere, der flygtede fra landet, og international fordømmelse førte til sanktioner mod selve landet.
Indvirkningen på økonomien var ødelæggende, da sanktioner udtørrede udsigten til udenlandske direkte investeringer. På den anden side styrtdykkede landbrugsproduktionen, da sorte bønder ikke havde midlerne eller ekspertisen til at drive mekaniseret landbrug i stor skala og i stedet tyede til subsistenslandbrug med lavt udbytte.
Dette skyldes, at de fleste jorder var blevet voldelig grebet, og de nye sorte "ejere" manglede den rette dokumentation til at nærme sig banker for driftskapital.
1.5. Hyperinflation
Faldet i det økonomiske output fra sanktioner og virkningen af den voldelige jordreform satte yderligere pris på de offentlige finanser. Regeringen greb til at låne, hvad den kunne, men stort set at trykke penge.
Virkningen var, at landet fra 2004 til 2009 var fanget i en dyb hyperinflationsspiral, hvor inflationen toppede med 6,600 % ifølge nogle skøn. Den zimbabwiske dollar mistede al troværdighed, og regeringen greb til at gennemføre priskontrol. Dette forværrede kun problemet, da befolkningen tyede til den uformelle økonomi.
2. Dollariseringens årti
2.1. Første trin
I 2009 blev de tre politiske partier i parlamentet enige om at oprette en national enhedsregering til at gennemføre smertefulde økonomiske reformer, mens de håbede på, at politisk enhed og stabilitet vil skabe det ideelle miljø til at hjælpe med at genoprette økonomien.
Det første skridt, den nye regering tog, var i februar 2009, da de legaliserede transaktioner i udenlandsk valuta i den indenlandske økonomi. Virkningen var, at den zimbabwiske dollar i april 2009 havde mistet al troværdighed og blev fuldstændig suspenderet. US$ blev den officielle valuta for statstransaktioner.
2.2 Indledende virkning
Virkningen af dette skridt var yderst positiv. Inflationen vendte, banksystemet stabiliserede sig, og den økonomiske vækst begyndte. Men der var også negative konsekvenser:
- Folk fortsatte med at være mistroiske over for banker og beholdt deres kapital i den uformelle økonomi, hvilket fortsatte med at belaste de offentlige finanser og tvang regeringen ind i en pay-as-you-go-situation.
- Dette havde den ekstra virkning af ekstremt høje renter, da bankerne manglede kapital til at låne ud og hjælpe med at få hjulene i økonomien i gang.
- Mens US$ fungerede som en officiel valuta, opfyldte den ikke alle de krav, som et monetært system har brug for. Det vigtigste blandt disse emner var mønter eller problemet med små kirkesamfund. I mangel af småpenge blev befolkningen tvunget til at adoptere sydafrikanske randmønter. Rapporter tyder også på at bytte kondomer, mobil sendetid og slik.
- Landet eksporterede ikke ligefrem nok til, at en konstant strøm af dollars kunne komme ind for at tage højde for vækst. Derfor begyndte befolkningen på et uofficielt grundlag at handle i andre valutaer, hvilket gav anledning til forfalskning.
2.3. Flere af de samme fejl
Efter valget i 2013, præget af påstande om udbredt svindel, vandt hr. Robert Mugabes parti et klart flertal med ham valgt som præsident. Desværre fortsatte de samme fejl med:
- En fast-tracket politik om indfødtisering af økonomien, hvor alle virksomheder skulle være mindst 51% ejet af sorte, hvilket øger usikkerhed og afskrækker investeringer;
- Fordobling af embedsværket for at skaffe job i et miljø, hvor statskassen ikke tillod en sådan forpligtelse. Slutresultatet var, at et par år senere måtte embedsværkets størrelse skæres voldsomt ned.
- Forskellige forsøg på at genindføre den zimbabwiske dollar uden nødvendige tillidsskabende foranstaltninger. Resultatet har været mere usikkerhed og en stor sort økonomi, med den fortsatte brug af US$ som den officielle valuta.
2.4. kinesiske ouvertures
Ikke alt gik tabt i denne tid. Mugabes regering, under fortsat pres fra amerikanske sanktioner, ledte andre steder efter økonomisk støtte og lykkedes til en vis grad.
Dette kom primært fra kinesiske investeringer i Zimbabwes mineraler, landbrugs- og turisme sektorer. Resultaterne har været opmuntrende, hvor alle 3 sektorer viser en forbedring.
Det er dog i det store og hele marginale forbedringer af et ellers stort problem. Det har faktisk givet anledning til frygt for, at landet reelt bliver en kinesisk koloni.
3. Et glimt af håb
3.1. Et skarpt økonomisk opsving
Med verden som helhed under lockdown led Zimbabwes økonomi akut under coronavirus-pandemien. Men i betragtning af sin positionering som producent af primære varer oplevede landet et øjeblikkeligt opsving i formuen.
Som pr Verdensbanken, voksede økonomien med 5.8 % i 2021 efter en nedgang på 6.2 % i 2020. De fremførte årsager giver interessant læsning:
- BNP-væksten blev ledet af et opsving i landbrugs- og industrisektoren. Vi ved, at jordreformen og lammende sanktioner havde ødelagt begge disse sektorer. Der var søgt hjælp fra kineserne til genopretning her, hvilket blev hjulpet af kofangerhøster.
- En opbremsning i inflationen på grund af stram pengepolitik. Høje renter og politiske foranstaltninger hjalp med at dæmme inflationsraten fra 838 % i 2020 til 60 % i 2021.
- Samtidig forsøgte regeringen at leve inden for sine midler ved at føre en ansvarlig finanspolitik. Ingen af de tidligere udskejelser blev patroniseret, med udviklingsudgifter modsvaret af finansiering.
- Højere eksport og arbejdsindbetalinger hjalp med betalingsbalancen. Der er generelt to kræfter på spil her. Ét, i det umiddelbare efterløb af COVID-19-krisen, hvor verdensproduktionen kom tilbage online, var der stor efterspørgsel efter primære varer, især mineraler. Dette hjalp den zimbabwiske økonomi, da efterspørgsel og priser steg. For det andet, på grund af nedlukningerne, blev udenlandske arbejdere afskediget og valgte at vende hjem, så pengeoverførslerne var højere.
- Tilstrækkelige niveauer af vaccination mod coronavirus gjorde det muligt for økonomien at fungere uden behov for forstyrrelser fra nedlukninger. Igen var kineserne monumentalt hjælpsomme og generøse her.
3.2. Lektioner
Gennem sin historie synes Zimbabwes regerende elite at have udfordret konventionel tænkning. Dette har været drevet af magthavernes ønske om at forlænge deres styre på bekostning af befolkningens større velfærd. Det værste er, at den revolutionære tankegang, der eksisterede i 1970'erne, fortsat bliver misbrugt til drastiske konsekvenser.
Tag for eksempel 1997-bonussen til krigsveteraner. I stedet for at være bukket under for deres krav, ville det have været klogt at udskrive nyvalg til emner som disse, der skulle engageres som en del af en bredere politisk diskurs.
Det samme gælder den dårligt gennemtænkte og dårligt gennemførte jordreform. En langt bedre idé ville have været at etablere kooperativer, der ville have tilskyndet til fælles ejerskab af jord, samtidig med at de avancerede mekaniserede landbrugsmetoder kunne fortsætte.
På samme måde blev international isolation hilst velkommen af regeringen, som om det var en æresmedalje. Virkeligheden er, at hvis det ikke var for kineserne, ville de være gået i opløsning til en endnu blodigere borgerkrig.
Igen, dette indlægs opgave er ikke politisk kommentar. Man holder dog ikke tilbage, når man siger, at økonomisk beslutningstagning ikke bør påvirkes af politik. Sund beslutningstagning gennemsyret af økonomisk teori har vist sine resultater på kun et år for Zimbabwe. Dette er en alvorlig anklage mod dem, der styrede økonomien tidligere.
3.3. Fremtiden
Mens nyhederne fra Zimbabwe på det seneste har været positive, er der stadig alvorlige risici. Når lave basiseffekter forsvinder, vil BNP-væksten uvægerligt aftage i de kommende år.
Samtidig vil den nuværende råvaresupercyklus og den deraf følgende økonomiske afmatning igen påvirke efterspørgslen efter landets eksport og lægge pres på et i forvejen skrøbeligt opsving. Landet er fortsat afhængigt af kineserne som dets vigtigste handels- og investeringspartner, og dets internationale isolation viser ingen ende.
– Seneste inflationstal – Reserve Bank of Zimbabwe
Det, der er nødvendigt, er, at Zimbabwe sikrer, at de ikke fortsætter med at gentage fortidens fejltagelser.
Til dato har der ikke været nogen tilbagevenden til en national valuta på grund af det tillidsunderskud, der hersker.
Denne tillid skal fortjenes igen. Ellers vil den menneskeskabte økonomiske katastrofe fortsætte.
Giv en kommentar